KINTO og Esport Danmark indgår partnerskab

I den kommende weekend blænder Esport Danmark op for finalerne om Danmarksmesterskabet i computerspillet Counterstrike, bedre kendt som CS:GO. Det sker i Astralis Nexus-lokalerne ved Tivoli i København, hvor der for første gang bliver afholdt et DM for hold bestående udelukkende af kvinder. Toyotas delebilstjeneste, KINTO Share, og Esport Danmark har netop indgået partnerskab, som bl.a. skal sørge for transporten til turneringen af de kvindelige CS:GO-spillere.

Når deltagerne til det første Danmarksmesterskab for kvinder i computerspillet CS:GO bevæger sig mod centrum af København i den kommende weekend, sker det i biler fra Toyotas delebilstjeneste, KINTO Share. KINTO og Esport Danmark har nemlig netop indgået et partnerskab, som bl.a. skal sikre, at deltagerne ved DM i CS:GO for kvinder kan nå frem til Astralis Nexus-lokalerne ved Tivoli i centrum af København.

I modsætning til mesterskabet for herrer, der udelukkende foregår online, vil turneringen for kvinder kræve fysisk tilstedeværelse. Og da flere af deltagerne fra de otte hold er spredt ud over hele landet, er der altså et akut behov for at kunne transportere sig til hovedstaden. Det hjælper delebilerne fra KINTO Share med.

Delebilstjenesten stiller nemlig biler til rådighed for de kvindelige deltagere, så de kan køre fra deres hjembyer som fx Fredericia, Aalborg, Grenå, Aarhus og Næstved. Her vil de altså kunne sætte sig bag rattet af enten en Toyota Corolla Hybrid eller Toyota C-HR Hybrid og køre til turneringen i København i weekenden.

Hos Esport Danmark glæder man sig meget over det nye mobilitetspartnerskab med KINTO.

"Det er en stor barriere at skulle betale for transporten til København, og vi ved, at der ville være hold, der ikke stillede op, hvis ikke vi sammen med KINTO Share leverede biler til dem og sørgede for transporten," siger Rico Corneliussen, direktør i Esport Danmark.

Et af indsatsområderne for det danske esportsforbund er at tage fat i udsatte børn og unge og gennem gaming og esport at klæde dem på med konkrete kompetencer og værktøjer, som øger udvikling og trivsel i sunde fællesskaber. Piger og kvinder er en vigtig del af indsatsen, påpeger esport-direktøren.

"Kvinder er en udsat gruppe inden for gaming. Den måde, der somme tider kommunikeres på, afholder en del fra at deltage. Så hvis vi skal have flere kvinder ind i esport, så de også får mulighed for at øge deres trivsel og udvikling, er vi nødt til at gøre noget ekstra for dem. Så vi arrangerer DM i CS:GO for kvinder for at fremme interessen blandt kvinder for esport og gaming og forhåbentlig derved skabe nogle nye helte, som unge piger kan spejle sig i og lade sig inspirere af," siger Rico Corneliussen fra Esport Danmark.

Netop den positive tilgang og fokusset på den vigtige samfundsmæssig opgave har vægtet højt hos KINTO i mobilitetspartnerskabet med Esport Danmark.

"Vi er stolte over at være med til at bidrage til Esport Danmarks overordnede indsats. Grundlæggende ønsker vi at sikre mobilitet for alle. Derudover ligger det os også meget på sinde helt generelt at bidrage til et bedre samfund og være med til at skabe indhold og glæde i livet for mennesker over hele verden," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Udover titlen som ESD Danmarksmester vil sejren i weekendens turnering både medføre en præmie på bl.a. hele 100 timers leje af delebil hos KINTO Share samt give adgang til at repræsentere Danmark ved de officielle europæiske kvalifikationsturneringer til IESF World Esport Championship 2023 i juni.


FAKTA OM KINTO
Toyota introducerede i 2021 KINTO, der skal være med til at sætte yderligere fart på koncernens transformation fra bilproducent til mobilitetsvirksomhed. Der findes lige nu fem forskellige mobilitetskoncepter på globalt plan under KINTO-navnet. I Danmark kører delebilskonceptet KINTO Share og KINTO Flex, som er fleksibel udlejning i en kortere periode.

Med KINTO Share kan man vælge mellem forskellige biltyper lige fra Toyota Corolla Hybrid og Toyota C-HR Hybrid til SUV’en, Toyota RAV4 Hybrid, og den fuldt elektriske varebil Toyota Proace. Både brugeroprettelse, booking og betaling foregår via den gratis KINTO app, hvor det også er muligt at se de faste pladser, hvor bilerne holder parkeret.

KINTO-navnet stammer fra det japanske ord KINTO-UN, der direkte oversat betyder flyvende nimbus. Det er betegnelsen for en magisk og venlig sky, der giver on-demand transport til en berømt animeret karakter i Japan. KINTO-UN er således en service, som dukker op, når den animerede figur har brug for det, og kan transportere figuren, hvorhen den ønsker, så snart den ønsker det. Ligesom KINTO-UN ønsker KINTO at være tilgængelig hver gang en kunde ser efter nemme og smarte måder at bevæge sig rundt, når som helst, og hvor som helst.