Toyota afslører ny Hilux på brint
Toyota har rundet endnu en milepæl på sin vej mod nul CO2 fra nye køretøjer og er nu klar med en brintbaseret prototype af koncernens legendariske pickup, Hilux. Den nye brintbil får en forventet rækkevidde på over 600 km, udleder kun vand fra udstødningsrøret under kørslen og understøtter Toyotas multiteknologiske strategi, der handler om, at der skal flere teknologier til for at reducere CO2 fra transportsektoren så hurtigt som muligt.
En større gruppe af specialister har i månedsvis arbejdet intenst på at bygge en brintbaseret udgave af den legendariske pickup, Toyota Hilux. Det er foregået på Toyotas bilfabrik i Burnaston i England som led i koncernens udrulning af flere og flere nulemissionskøretøjer. Nu er prototypen af Hilux brintbilen klar.
Den er netop blevet vist frem for første gang på bilfabrikken i Burnaston, hvor også verdens mest populære bilmodel, Corolla, produceres.
Den brintbaserede Hilux er blevet udstyret med anden generation brintteknologi, som i forvejen er kendt fra den nyeste generation af brintbilen Toyota Mirai. Flere nøgleelementer fra netop Mirai er flyttet direkte over i Hilux brintbilen, som derved rummer tre brinttanke med en samlet kapacitet på 5,6 kg. Det giver en forventet rækkevidde på over 600 km.
Brændselscellen, der producerer strømmen til brintbilens elmotor under kørslen, er placeret foran - samme sted, som den normale forbrændingsmotor i Hilux normalt ligger. Ingeniørerne har fundet plads til hybridbatteriet, som kan opsamle energi fra nedbremsning og strøm fra brændselscellen, på ladet, og derfor optager det ikke plads i kabinen.
Synonym med kvalitet
Projektet med udviklingen af den brintdrevne Hilux begyndte i starten af 2022, hvor et hold fra Toyotas europæiske hovedkontor og fra Toyota i Storbritanien satte sig sammen for at indentificere potentialet for brintteknologien i et stort erhvervskøretøj som Hilux. En bil, der om nogen er synonym med kvalitet, robusthed, holdbarhed og pålidelighed. De fandt hurtigt ud af, at Hilux'en er særdeles velegnet som brintbil.
Udviklingen af Hilux på brint er økonomisk støttet gennem non-profit organisationen Advance Propulsion Centre (APC) af den britiske regering. APC faciliterer finansiering til britisk baserede forsknings- og udviklingsprojekter, der udvikler nul- eller lavemissions teknologier og nye mobilitetskoncepter.
Det er målet for APC at bygge bro mellem britisk industri og fremtidens teknologiske krav, og derfor står Toyotas europæiske hovedkontor, Toyota Motor Europe, og Toyota i Storbritanien i spidsen for projektet sammen med andre højtuddannede, britisk baserede tekniske ingeniørpartnere som Ricardo, ETL, D2H Advanced Technologies og Thatcham Research i et nyoprettet konsortium med assistance af eksperter fra Toyota Motor Corporation i Japan.
Forarbejdet har stået på i månedsvis, og i starten af juni begyndte så selve konstruktionen af prototypen af Hilux brintbilen på et særligt indrettet område på Toyotas bilfabrik i England. Den første bil var færdig tre uger senere - den første af i alt 10, som bliver bygget i år.
De skal efter nytår gennemgå grundige test for at sikre de høje krav til sikkerhed, køreegenskaber, funktionalitet og ikke mindst holdbarhed, som Toyota altid har til sine produktionsmodeller.
Toyota vil efter de grundige test evaluere og vurdere potentialet for masseproduktion af Hilux brintbilen i anden halvdel af dette årti.