Toyota afslører ny Aygo X med stil

En af de mest populære bilmodeller i Danmark gennem de seneste to årtier, Toyota Aygo, skifter ham og vokser i størrelse. Toyota har netop løftet sløret for afløseren til Aygo, der bliver en crossover og får navnet Aygo X, hvor X’et skal udtales som ”cross”. Den helt nye crossover i mikrobilsklassen er blevet højere, længere og bredere, har fået en gennemgribende nyt, stilfuldt og mere modent design og er desuden bygget på samme platform som Årets Bil i Europa 2021, Toyota Yaris, hvilket lover godt for køreegenskaberne.

 

Når Toyota introducerer den helt nye Aygo X næste år, er der tale om en crossover, der bliver helt unik i den kompakte mikrobilsklasse. Bilen er designet, udviklet og produceret i Europa for at imødekomme den fortsatte efterspørgsel af en kompakt og økonomisk tilgængelig bybil.

For at kunne udvikle den helt nye Aygo X til at blive den bedste i sin klasse har Toyota lavet grundig research over hele Europa – herunder også i Danmark – med det formål at klarlægge, hvilke behov kunderne finder vigtigst ved en stilfuld, kompakt og selvsikker bil.

Resultatet af denne research er blevet til Toyotas nyeste skud på stammen i mikrobilsklassen og arvtageren til den nuværende Aygo. Aygo X er bygget på den succesfulde GA-B platform, som den nye Yaris, der tidligere i år blev kåret som Årets bil i Europa 2021, også er bygget på. Det samme er Yaris Cross, der lanceres i disse dage i Danmark.

”Mikrobilsklassen er meget vigtig for os. Ikke alene har den tiltrukket nye kunder til Toyota, men den sikrer også, at Toyota kan tilbyde en mobilitetsløsning til alle på markedet,” siger Andrea Carlucci, der er chef for produkt og marketing hos Toyota i Europa.

Et strejf af krydderi

Siden Toyota introducerede Aygo for første gang i 2005, har den ikke alene været Toyotas økonomisk mest tilgængelige bilmodel, men den har samtidig også markeret sig ved at fremstå både ungdommelig og sjov. Disse kvaliteter har blandt andet været med til at tiltrække nye, stilbevidste og også yngre købere, der er på udkig efter en mikrobil, som skiller sig ud fra mængden.

Det skabte stor opmærksomhed og begejstring over hele Europa, da Toyota i foråret løftede sløret for konceptudgaven, Aygo X Prologue, med en særlig chilirød lakering designet af Toyotas europæiske designcenter, ED2, i Nice på den franske riviera.

Det stod ret hurtigt klart, at netop farverne var et særligt vigtigt designelement. Den helt nye Aygo X bliver derfor også introduceret i forskellige, specielle, tofarvede lakeringer, der tager udgangspunkt i fire velkendte krydderier. Det skal være med til at give bilen endnu mere designmæssig kant og sørge for, at den skiller sig ud fra andre i klassen.

De fire krydderier, der er nøje udvalgt til den nye Aygo X, er kardemomme, chili, ingefær og enebær. Farverne har hver især deres individuelle karakteristika. Fælles for dem er, at de i kombination med det sorte tag og det sorte bagparti gør, at den nye Aygo X gør sig bemærket og har et dynamisk udtryk.

Det er ikke kun udvendigt, at de særlige farvemæssige ingredienser gør sig gældende. Indvendigt i kabinen vil man ligeledes opleve en farvemæssigt rød tråd, og de udvendige farver går igen flere steder – bl.a. på bilens instrumentpanel og i centerkonsollen. Sæderne gemmer desuden på diskret indsyede X-logoer, ligesom Aygo X navnet fremgår i begge forlygter.

Kompakt og dynamisk

Den helt nye Aygo X bliver bygget på GA-B platformen ligesom Yaris og Yaris Cross, men er tilpasset med reducerede for- og bagudhæng. Aygo X måler 370 cm, hvilket er hele 24 cm længere end sin forgænger, mens akselafstanden samtidig er øget 9 cm. Det forreste udhæng er godt 7 cm kortere end Yaris.

Hjulene er vokset markant i forhold til den gamle Aygo, hvor 14” fælge var standard på den billigste udgave, og 15” alufælge prægede bilen, når det skulle gå vildest for sig. Men Aygo X kan ikke fås med mindre hjul end 17” og på flere udgaver er store 18” alufælge standard.

Aygo X er i sit es inde i byen, og med en af klassens mindste venderadiuser på blot 4,7 meter, er det som en leg at manøvrere rundt i selv de smalleste områder i byen.

Det er ikke kun på hjulstørrelsen og i længden, at den nye Aygo X har haft vokseværk. Aygo X måler 174 cm i bredden og er således næsten 13 mm bredere end sin forgænger. Det har samtidig gjort det muligt at rykke forsæderne 20 mm længere væk fra hinanden, hvilket øger skulderpladsen med 45 mm. Dermed fremstår kabinen større og mere rummelig, hvilket betyder, at bilens passagerer har mere plads at gøre godt med.

På trods af at Aygo X er en kompakt crossover, har vokseværket også haft positiv indflydelse på bagagerummet, der er vokset 125 mm i længden og er blandt klassens mest rummelige med sine 231 liter op til bagagerumsdækkenet, hvilket er 63 liter mere sammenlignet med seneste generation Aygo, eller 269 liter til taget – svarende til hele 71 liter mere end i Aygo.

Endelig har vokseværket også medført, at Aygo X er blevet 50 mm højere og nu måler 1.510 mm i højden – eller rent 1.525 mm, hvis man regner hajfinne-antennen på taget med.

Selvsikker og udtryksfuld

Uanset om man kører i byen eller på motorvejen, vil man som fører altid stræbe efter at føle sig selvsikker bag rattet – og det er netop hvad Aygo X leverer. Denne selvsikkerhed kommer nemlig især til udtryk gennem en øget frihøjde på 11 mm og 55 mm hævet siddeposition, der tilsammen sørger for, at man bag rattet har et bedre udsyn til, hvad der sker på på vejen foran bilen.

Derudover er den forreste stolpe, A-stolpen, i den nye Aygo X vinklet med yderligere 10 procent til 24 grader, hvilket ligeledes er med til at forbedre førerens udsyn.

Aygo X er en bil, der ved, hvordan den viser sig frem på bedste vis – også når den holder stille. Udover det skarpe design og det farvemæssige krydderi-koncept emmer Aygo X også af robusthed og en her-kommer-jeg-attitude med de store hjul, der i bedste crossover-stil udgør 40 procent af bilens højde, mens karosseriet står for de øvrige 60 procent.

Støjniveauet i kabinen er reduceret betragteligt gennem massivt brug og optimering af lydisolerende materialer. Ser man på et såkaldt artikuleringsindeks, der bruges til objektivt at måle i hvor høj grad, baggrundsstøj forstyrrer menneskelig tale, ses det, at Aygo X har forbedret sig med 6 procent og nu ligger blandt de bedste i klassen.

Toyota har samarbejdet med JBL om at udvikle en lydmæssig stor oplevelse i kabinen skræddersyet til Aygo X. Lydsystemet består af fire højttalere, der understøttes af en kraftfuld, 300 Watts forstærker og en voluminøs 200 mm subwoofer placeret i bilens bagagerum.

Der er hul i taget i den nye Aygo X. Dog kun hvis man tilvælger det forbedrede vand- og støvsikre stoffoldetag. Her vil man som fører såvel som passager kunne nyde den friske luft og ikke mindst den skønne udsigt til himlen uanset, hvor man er.

Teknologisk fremsynet

Aygo X byder på flere nye features. Man kan bl.a. via Toyotas MyT-app og Toyota Smart Connect hele tiden være tilkoblet bilen.

Toyota Smart Connect byder på problemfri brugeroplevelse med en 9” touch skærm i kabinen, ambiente belysning, trådløs opladning og MyT-app’en fra Toyota. Her kan man holde styr på forskellige informationer om bilen og opsamlede data om brændstofforbrug, acceleration, tilbagelagt rute og meget andet under selve kørslen, ligesom man kan spore sin Aygo X.

Toyotas nyeste multimediesystem, der netop er introduceret i Yaris Cross, kan også fås i den nye Aygo X. Det rummer bl.a. navigation, der konstant opdateres med data trukket fra skyen, hvilket sikrer, at man hele tiden er orienteret om den aktuelle trafiksituation. Med Toyotas ”over-the-air”-opdateringer skal man samtidig ikke bekymre sig om selv at opdatere softwaren i systemet. Det sker nemlig helt automatisk.

Smartphone-integration er også en del af Toyota Smart Connect. Det betyder både kablet og trådløs Apple CarPlay og Android Auto.

LED-lyspakke og høj sikkerhed

Aygo X kan fås med fuld LED-lyspakke, hvilket altså dækker over kørelys, forlygter og baglygter. Kørelyset og lyset i baglygterne er designet specielt til Aygo X og giver en særlig, karakteristisk og let genkendelig lygtesignatur.

Som vanligt går Toyota ikke på kompromis med sikkerheden – heller ikke selvom Aygo X vil være den økonomisk lettest tilgængelige model i hele Toyotas modelprogram. Den nyeste generation af Toyotas omfattende sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense, er standard i alle udgaver af Aygo X.

Det betyder, at selv den billigste udgave af Aygo X har vigtigt sikkerhedsudstyr som bl.a. automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse selv i mørke og cyklistgenkendelse, vejkrydsassistent, der nødbremser, hvis man overser en modkørende i et vejkryds, vognbaneassistent med aktiv styring og adaptiv fartpilot, som sørger for hele tiden at holde god afstand til den forankørende, og som reducerer hastigheden, hvis den forankørende reducerer hastigheden.

Økonomisk optimeret

Toyota har under udviklingen af Aygo X haft stort fokus på at optimere økonomien i ejerskabet af Aygo X. Dels er crossoverens lave vægt på 940 kg med til at gøre bilen yderst brændstoføkonomisk, og dels er bilens design – særligt ved forkofangeren og bilens hjulkasser – med til at lede luftstrømmen væk fra dækkene og derved reducere turbulens rundt om bilens front og sider.

Motormæssigt kommer Aygo X med en trecylindret 1.0-liters benzinmotor på 72 hk, som Toyota har forbedret, så den får et forventet gennemsnitligt brændstofforbrug ved blandet kørsel på 21,3 km/l og en CO2-udledning på 107 g/km.