Toyota og Drivr sætter 100 brinttaxier på vejene i København

Den grønne omstilling af taxikørsel er i fuld gang. Regeringens mål er, at ingen nye taxier udleder CO2 eller luftforurening fra 2025 og senest i 2030 skal alle kørende taxier være nulemissionsbiler. Fredag 5. november sætter Toyota og taxitjenesten DRIVR over 100 brinttaxier på vejene i København og understøtter dermed de politiske mål til en grønnere taxibranche.


Når man sætter sig ind i en ny taxi i 2025, skal den hverken udlede CO2 eller nogen form for luftforurening. Sådan lyder regeringens målsætning for taxibranchen, som skal gå foran i den grønne omstilling ligesom den offentlige bustrafik, mener et flertal af politikere på Christiansborg.

Den app-baserede taxitjeneste, DRIVR, er et af de taxiselskaber, der er længst fremme i den grønne omstilling, og man har som kunde således længe både kunnet vælge mellem hybridbiler, elbiler og brintbiler. Men nu opruster DRIVR antallet af kørende brinttaxier i flåden markant og har her i starten af november i samarbejde med Toyota sat over 100 brinttaxier på vejene i København.

Det er netop blevet markeret på Ofelia Plads i centrum af København, hvor Toyota officiel overdrog de nye brinttaxier til DRIVR. Bilerne er alle af modellen Toyota Mirai, der er verdens første dedikerede brintbil, og hvis eneste udledning under kørslen er vand, der er så rent, at man kan drikke det.

Grøn omstilling tager form
Hos brancheorganisationen Brintbranchen hilser direktør Tejs Laustsen Jensen de mange forureningsfrie brinttaxier mere end velkommen og udtrykker sin tilfredshed med, at den grønne omstilling i taxibranchen for alvor tager form.

"Der er ingen tvivl om, at taxibranchen er en afgørende drivkraft i den grønne omstilling. De er i konstant drift og tilbagelægger rigtig mange kilometer især i storbyerne hver eneste dag. Skiftet fra sort diesel til grøn brint sikrer den samme drift og fleksible mobilitet, bare uden skadelige emissioner," siger direktør Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen.

Han fremhæver desuden de positive følger for infrastrukturen, som de mange brinttaxier også fører med sig.

"De mange nye taxier er med til at skabe det nødvendige aftag af brint på tankstationerne, som er afgørende for, at infrastrukturen udbygges. Og så er taxierne rullende udstillingsvinduer for grøn brintteknologi, som jo er et område, hvor den stærke, danske værdikæde af underleverandører er blandt verdens bedste," påpeger Tejs Laustsen Jensen.

Københavns Kommune har efter et af Danmarks største offentlige udbud til taxikørsel netop valgt DRIVR til at stå for hele kommunens såkaldte adhoc taxikørsel. Dermed vil bl.a. børn med handicap, psykisk udfordrede borgere, borgere på vej til hospitalet, kommunalt ansatte i tjeneste og politikere fremover blive transporteret helt forureningsfrit i brintbiler, når kørslen foregår med taxi.

"Vi er utroligt stolte over, at DRIVR er blevet betroet den vigtige opgave at hjælpe kommunen med at køre København grønnere, og vi er meget taknemmelige for samarbejdet med Toyota, som har gjort det muligt for os at løfte opgaven med de mange nye Mirai brintbiler," lyder det fra DRIVR’s adm. direktør, Haydar Shaiwandi.

Stigende interesse for brintbiler
Toyota, der har leveret de over 100 brintbiler til DRIVR, melder generelt om en stigende interesse for brintbiler i taxibranchen og hilser DRIVR’s fremsynede tilgang til mobilitet velkommen.

"Vi er glade for at have leveret de første over 100 brinttaxier til DRIVR og er klar til at levere endnu flere fremadrettet. På den måde støtter vi op om deres mission om at være det grønneste taxiselskab i Danmark og bidrager samtidig til Toyotas egen mission om at gå længere end nul CO2 fra nye biler," siger adm. direktør Alar Metsson hos Toyota Danmark og uddyber:

"Den eneste udledning fra Mirai brintbilen under kørslen er rent vand. Samtidig renser den også luften omkring sig og fjerner både kvælstofilter og helt små partikler, hvilket betyder, at jo mere brintbilerne kører i København, jo mere renser de luften. Det er en af årsagerne til, at brint også spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling," forklarer Alar Metsson.

DRIVR’s over 100 brinttaxier er sat på gaden som en del af de europæiske projekter for brint til transport, Hydrogen Mobility Europe 2 (H2ME2) og Zero Emission Fleet vehicles For European Rollout (ZEFER), som er støttet af The Hydrogen And Fuel Cell Joint Undertaking (FCH JU), og som både Københavns Kommune, Toyota og Brintbranchen er partnere i. Projektet har til formål at udbrede brintløsninger til transport på tværs af EU og har bidraget til både vogne og brinttankstationer i Danmark.